Stan Ejsing

Kosmonautisk-julekort

December 24 1977, Baikonur Cosmodrome

Arrived at baikonur – the famous space “cosmodrome” in the Soviet republic of Kazakhstan as official guest artist. the whole city is preparing the launch of the new soyuz r-36m called ‘santa’s sleigh’. a big work of art indeed.

the postcard here is issued as a celebration of the event from Vilnius to Vladivostok. I am preparing a poster here – my first work of socialist realism – and a rocket launch back home. you will here more, believe me!

yours Stan Ejsing

(from the archives of artist Stan Ejsing (DK/US))

,

Kolonihaven Unikum & Peter Ole Pedersen

Palimpsest 47
10863942_10152883840491904_3400756007619098199_o

Kolonihaven Unikum er en eksperimental tonekunstgruppe bestående af Christian Windfeld (slagtøj, flygel) og Anders Ørbæk (slagtøj, flygel). Musikvideoen her er produceret i samarbejde med Peter Ole Pedersen, der er billedkunstner og kurator og baserer sig på et still-billede fra noirfilmen Out of the Past instrueret af Jacques Tourneur i 1947. Lydsiden er hidtil ikke-publicerede fraklip fra indspilninger foretaget af Kolonihaven Unikum i 2011.

Thomas Bjørnsten

Mod tinderne I første halvdel af 1800-tallet finder man en række særegne landskabs-skildringer, der ikke rigtigt ligner det, man ellers kan se malet og tegnet i denne periode. Både i udtryk og hvad angår billedernes ophav er der også tale om noget væsentligt andet end for eksempel de romantiske maleres beåndede og suggestive naturfremstillinger. Og selvom det også her drejer sig om overvældende bjergformationer og voldsomme vues, er blikket på naturen et andet – nemlig kartografens. Det vil sige et nøgternt observerende og opmålende blik, som på én gang indsamler detaljeret data og samtidig søger at skabe generel oversigt. Tilsammen resulterer det i en kompleks viden, som vi andre først og fremmest møder i en kvantificeret visuel form: kortet. Kartografien som disciplin strækker sig langt tilbage og er ikke som sådan emnet her. De viste kort nedenfor er derfor blot et lille kapitel i denne historie. Men de har alle det tilfælles, at de viser forskellige såkaldte ”comparative views” – sammenlignende repræsentationer – af henholdsvis verdens højeste bjerge og de længste floder, og i nogle tilfælde begge dele på én gang. Kortene indgik typisk i et atlas. Min interesse for dem udspringer af mit aktuelle arbejde med digital datavisualisering og i dét lys udgør de også en slags spændende forhistorie. På den ene side fremstår de umiddelbart som det, de er; flere hundrede år gamle kort udformet med datidens grafiske teknikker. På den anden side bevirker kortenes komparative hensigt, at klippemassiver og vandstrømme afbildes på en særpræget fascinerende måde. Som for eksempel i C. Smiths “Comparative Height of the Principal Mountains in the World” fra 1816 , hvor vi møder et udtryk, der med lidt god vilje kan minde om den type storslåede naturscenerier, vi kender fra dele af billedkunsten i øvrigt. Ikke desto mindre gør ophobningen af et forestillet ‘pan-globalt’ bjerglandskab, at blikket umiddelbart undres. Ikke mindst lægger markeringen af forskellige snegrænser nogle distinkte horisontale snit i det tillempede perspektivistiske billedrum. Billede-1---Smith C. Smith, ”Comparative Height of the Principal Mountains in the World”, udg. C. Smith: Baltimore, 1816 Endnu mere originalt er John Dowers og W.M. Higgins’  “A View of the Comparative Lengths of the Principal Rivers, and the Heights of the Principal Mountains of the World” fra 1832, hvor forholdet mellem de laveste punkter (bl.a. pyramiderne i nederste venstre del) og de højeste (i Himalaya) skildres og organiseres i en farverig trekantsformation. Over trekanten, der i sig selv mimer en bjergform, er en række af verdens længste floder placeret tilsvarende symmetrisk, så de nærmest illuderer en slags himmelhvælving. Billed-2---Dowers-&-Higgins John Dowers og W.M. Higgins  “A View of the Comparative Lengths of the Principal Rivers, and the Heights of the Principal Mountains of the World”, udg. W.S. Orr: Edinburgh, 1832 Thomas G. Bradfords ” Comparative heights of mountains” fra 1838 er mindre elaboreret, hvad angår illusionistiske virkemidler, men bevarer samme overordnede bjerg-imiterende trekanststruktur i en art skematiseret form. Og viser desuden vulkansk aktive steder markeret med en røgsøjle. Af yderligere detaljer angiver kortets venstre side registreringen af den højest flyvende kondor, og til højre kan man læse følgende om en påfaldende luftfarts-bedrift: ”On the 6th September 1804 Gay Lussac ascended from Paris to the Height of 23.100 feet, being the Highest yet attained by any Aeronaut” – hvilket altså placerer Lussac på linie med nogle af Himalayas næstøverste tinder. Billede-3---Bradford Billedtekst: Thomas G. Bradford, ”Comparative heights of mountains”, udg. American Stationer’s Co.: Boston, 1838. Eksemplerne på disse sammenlignende repræsentationer, der etableres som konvention i løbet af 1800-tallet, er mange. Det afsluttende skal her være John Lothians ”Comparative View of the Principal Mountains and Rivers in the World” fra 1848, der markerer en ny retning inden for denne særlige visualiseringsdisciplin. Mens kortene ovenfor til dels kombinerer en repræsentation af de enkelte bjerges ‘data’ med mere traditionelle billedillusionistiske virkemidler, så gør Lothian tingene anderledes. Kortet her fremstår således ganske moderne som en skematiseret, abstrakt illustration af specifikke højde-, længde og størrelsesforhold. En slags proto-infografik, kunne man også kalde det, der peger frem mod nutidens allestedsnærværende graf- og søjlediagram-æstetik. Billede-4---Lothian John Lotian, ” Comparative View of the Principal Mountains and Rivers in the World”, Udg. James MacLeod and Francis Orr & Sons: Glasgow, 1848.

Jakob Ladegaard

Paa Maal for Danmark

Jeg ved ikke, hvilken bog, jeg har læst flest gange. Men et godt bud er den danske målmand Eigil Nielsens beretning om sin fodboldkarriere, Paa Maal for Danmark.

Min udgave af Eigil Nielsens Paa Maal for Danmark.

Min udgave af Eigil Nielsens Paa Maal for Danmark.

Jeg fandt den som barn en gang i midten af 1980’erne blandt min fars gamle bøger i kælderen. Den var allerede slidt. Jeg kendte ikke Eigil Nielsen, men jeg kunne se på den forside, der nu helt er revet i stykker og faldet af, at bogen handlede om fodbold. Jeg bilder mig ind, at jeg har læst den ti gange. Det er nok færre. Den blander sig sikkert i erindringen med nogle af min fars andre gamle fodboldbøger.

Eigil Nielsen (forrest) debuterer på landsholdet i 1940 mod Sverige.

Eigil Nielsen (forrest) debuterer på landsholdet i 1940 mod Sverige.

Når jeg bladrer i bogen i dag, kan jeg straks huske de episoder, Eigil Nielsen fortæller om. Fra hans opvækst i Esbjerg til hans mange mesterskaber med KB og hans 28 landskampe, herunder kampene under OL i 1948, hvor landsholdet vandt bronze. Det var lang tid, før professionel fodbold blev tilladt i Danmark, men det var i disse år, at de første danske spillere blev fuldtidsprofessionelle i italienske og engelske klubber. Det læste jeg om i Karl Aage Hansen og Ivan Jensens Fra landsholdet til Italien.

Fig3_Hansen_Nielsen

Eigil Nielsen var en af Europas bedste målmand i 1940’erne. Han fik flere professionelle tilbud, blandt andet fra F.C. Barcelona, men han takkede nej. Han frygtede, at penge ville ødelægge hans glæde ved spillet. Eigil Nielsen ligner muligvis ikke Torben Ulrich på andre punkter, men her er de på linje: Sport er leg, glæde og skønhed. Det, der tæller, er øjeblikke, hvor en kombination, en redning, et mål løfter spillet ud over det sædvanlige. Derfor dvæler bogens kampreferater også ofte ved de øjeblikke, uanset om det er med- eller modspillere, der skaber dem. Som når jugoslaven Mitic står for følgende mirakuløse scoring i hans holds 5-1 sejr over Danmark:

Vukas driblede i fuld fart uden om Køppen og centrede skraat tilbage, hvor Mitic kom styrtende […] Han hopper i vejret, tager bolden med det ene laar og løfter den lige i vejret, alt sammen i fuld fart. Mens bolden er for opadgaaende, sætter han pandebrasken paa, saa bolden drøner i maal med en kraft, som om Gunnar Nordahl havde sparket den ind. Det varede lidt, inden jeg fik sundet mig. Men saa maatte jeg ogsaa klappe af denne næsten overmenneskelige præstation. Jeg havde aldrig set noget lignende: springet, laarsparket og headningen, alle tre ting udført i en brøkdel af et sekund i fuldt løb paa en modgaaende centring. Prøv det selv engang, bare under træningen

Jeg har aldrig set det mål. Men jeg har forestillet mig det, gennemspillet det for mit indre blik så mange gange som barn, at det er som et virkeligt minde nu, men løsrevet fra tid og rum, som om Mitics spring hævede hans krop og bolden op i et evigt nu. Det var detaljer som den, jeg læste bogen for. Jeg forstod ikke den historiske baggrund, kendte ikke de spillere og begivenheder, der blev refereret til og sprang altid over næstsidste kapitels kuriøse interview med ”Danmarks eneste idrætspræst”, Frederik Gaarn Larsen, under titlen ”Kan kristendom og idræt forenes?” (svaret er, med visse forbehold, ja: ”Jeg betragter altsaa den fulde optagethed af idrætten som en gave fra Gud, som vi derfor ogsaa bør sige ham tak for.”)

Johannes Paul II med en Select fodbold. Som dreng, længe før han blev valgt til pave, stod Karol Józef Wojtyła efter sigende ofte på mål i Wadowice.

Johannes Paul II med en Select fodbold. Som dreng, længe før han blev valgt til pave, stod Karol Józef Wojtyła efter sigende ofte på mål i Wadowice.

For mig var det de sublime detaljer, den spontane overførsel af kampenes afgørende øjeblikke til min fantasis teater, det handlede om. Jeg var ikke fan. Jeg havde kun en vag fornemmelse af og ingen interesse i, at Eigil Nielsen var et menneske af kød og blod, som jeg dengang kunne have opsøgt og hilst på.

Eigil Nielsen hilser på Kong Frederik IX.

Eigil Nielsen hilser på Kong Frederik IX.

Sådan havde jeg det for øvrigt også med stjernerne på min egen tids danske landshold, Mexico-holdet. Jeg husker, at jeg en dag fra bagsædet i bilen spurgte min mor, om spillerne levede i virkeligheden. Det forekom mig utroligt, at man kunne sidde i samme stue som Elkjær, at Laudrup eller Arnesen kunne gå hen ad vores fortov. De eksisterede ikke på den måde for mig. De befandt sig i samme verden som Eigil Nielsen og Mitic. Det ærgrede mig at få at vide, at den verden ikke var nogen anden end den, jeg kunne se ud af bagsædets vindue. Som om noget af magien forsvandt.

Eigil Nielsen svæver forgæves.

Eigil Nielsen svæver forgæves.

Jeg kan selvfølgelig ikke læse Paa Maal for Danmark på samme måde nu. Jeg morer mig over den bedagede fodboldjargon, hvor en bold bliver centret fra en centrehalfback til en innerwing, der piber den ind langs stolpen. Jeg trættes af morfarvittighederne og klichéerne om de varme lande. Jeg sammenligner undrende nutidens fodboldkultur med den uskyldige, respektfyldte tilgang til spil og modstandere dengang, hvor publikum i Parken anført af Ib Schønberg kunne synge:

Nu til sejren rask af sted

Hep, hep, bravo,

Hele Danmark kæmper med,

Hep, hep, bravo!

Eller – denne gang anført af en anonym ”mariner”, der overgik den professionelle entertainer med:

Hisa, husa, hejsa-sa,

Nu skal svensken ha’ da-da,

Hisa, husa, hejsa!

På bogens fotoopslag bemærker jeg nu de konkrete detaljer, der aftegner beretningens historiske rum; de uldne trøjer, målmændene bar, når det var koldt, de rummelige shorts, frisurerne og bolden syet af aflange læderstykker. Tiden, der lægger alle store øjeblikke bag sig. I 1947 grundlagde Eigil Nielsen firmaet Select og udviklede den første snøreløse fodbold med ventil. Siden opfandt han også den moderne fodbold med 32 felter. Han døde i 2000 kort før sin 82-års fødselsdag af et hjerteslag på KB’s baneanlæg.

Matthias Hvass Borello

Please take it off my hands!! – om fremmede i nød og gæstfrihed som kunstnerisk redskab. Et nutidigt juleeventyr i tekst og billeder.

Craigslist_sword for sale

For et par uger siden faldt jeg over dette opslag på Craigs List (den amerikanske og omfattende web-version af Den Blå Avis). Et mere end 90 procent sikkert forbandet tohåndssværd fra 1700 tallet, ejet af en ældre kvinde og sværdsamler, der udelukkende har oplevet ubehagelige ting i sit liv, siden sværdet blev båret inden for i hendes samling. Nu vil hun virkelig gerne af med det:

”This sword is from the 1700s. I got it at an antique store in my memaw’s home town back in 1984. The person who sold it to me told me to be careful because there is a 90+ % chance that it is cursed. Since it’s been in my house my life has descended into pure chaos. My knitting group came over and they all said they could feel a strange energy in my sword room (I have a collection of over 100 swords. This is my only haunted sword). Since i got this sword, about 3 times a week a crucifix will fall off of my wall for no reason. I am 76 years old. I cannot have this cursed item in my house anymore. Please take it off my hands!!” skriver hun i den legendariske annonce publiceret den 2. december.

Og hvis vi virkelig anerkendte den skræk og pinsel, der i disse dage (måske/måske ikke) hærger et hjem i Austin, ville nogen formentlig afhænde kvinden dette sværd. Dilemmaet er i dette tilfælde absurd morsomt, men interessant, fordi det, når alt kommer til alt, synes som et fundamentalt og aktuelt dilemma: når vi modtager den anden, den nødstedte, en fremmed, vore kulturelle modsætninger, de samfundsmæssigt stigmatiserede, traumatiserede flygtninge og på mange måder står ansigt til ansigt med vore egne begrænsninger og særligt vilje til at tilsidesætte vor egen sikkerhed, privilegier og grænsedragninger og udvise gæstfrihed, anerkendelse og empati i mødet med den anden, der i mange tilfælde er i helt reel nød. Anerkendelsen af den anden og en fjern, til tider ret abstrakt trussel, er skelsættende her. I Danmark er den evne ekstremt kompromitteret fra politisk hånd til Hr. og Fru Jensen. Den anerkendelse er et fundamentalt behov, vi selvfølgelig selv ville være afhængig af den dag, hvor vi selv kommer i nød. Det har vi øjensynligt glemt. Lad os håbe vi ikke får brug for andres anerkendelse og medfølelse den dag Europa og lille Danmark brænder, krakker eller oversvømmes.

I kernen af de humane konflikter, som aktuelt præger det meste af verdenen ligger spørgsmålet om gæstfrihed (hospitality) og de elementer af accept, anerkendelse og empati som det begreb bærer i sig. Hospitality betyder også det at være beredt til at modtage (readily receptive). På latin kommer begrebet fra Hospes (også hostis), der genfindes i hotel, hostile og hospital. Ordet vi normalt forstår som harmonisk og nærmest idyllisk stammer fra en i mange tilfælde anspændt og prekær situation, hvor man modtager og måles af sin fjende. I antik litteratur møder man utallige beskrivelser af hvordan man modtager den anden og dennes tilkendegivelser. I lange passager i græsk litteratur beskrives der stolpe op og stolpe ned om ærværdige familiemedlemmer og hekatomber og amphorae som overleveres. Og med negativt fortegn: Tænk på hele Homers Odyseen (ca. 750 f.Kr.), hvordan vi trækkes gennem det ene møde og værtskab efter det andet, som langtfra formår at leve op til de etablerede (Hellenistiske) normer. Ja kyklopen æder ligefrem sine gæster!!! Mere barbarisk kan det ikke blive. En kulturs status måltes nemlig på dens kapacitet til at modtage fremmede, ja selv sin erklærede modstander, på en ordentlig måde. Man kunne helt aktuelt spørge: Hvad ville europæiske xenofobier og amerikanske diskriminationer være, hvis gæstfrihed og empati overfor fremmede var en central og vægtet del af vores kultur i dag?

I det man inden for kunsten kunne kalde ’sociale praksisser’, har gæstfriheden en særlig funktionel plads. Socialt engagerede, relationelle, dialog- og deltagerbaserede værker roterer omkring dette særlige forhold mellem ’gæst og vært’, inklusionen i og administrationen af en kunstnerisk etableret proces og situation. Her er kapaciteten og kvaliteten af værket direkte relateret til, hvordan dette forhold respekteres, udfoldes og administreres.

Som en markering af julen som en gæstfrihedens tid følger her en dokumentation af værkerne fra udstillingen FLUX HOSPITAL – an exhibition on art as social practice ved Flux Factory i Long Island City, N.Y. (med værker af Kerry Downey(US), Sandy Smith (UK), Dillon de Give (US), Julia Sherman & Sarah Keough (US), Kenneth A. Balfelt (DK), Douglas Paulson & Rancourt/Yatsuk (US), Walker Tufts (US), Ayden LeRoux (US), Will Owen (US) og kunstnere fra Flux Factory). I udstillingen blev spørgsmålet om gæstfrihed undersøgt, både som samfundsmæssigt fænomen og som kunstnerisk værktøj og strategi. De ni værker af amerikanske, en skotsk og en dansk kunstner, bevæger sig gennem begrebet via dialogen, sproget, historien, gestikulationer, omsorgen, rummet, mødet, generøsiteten, inklusionen og manipulationen. Udstillingen skal ikke forstås som en løsningsmodel til den aktuelle ugæstfrihed i verden, men som små undersøgelser af eller modeller på, hvordan gæstfrihed kan se ud, føles, deles, smage, anvendes – og måske genkendes, ja genkaldes som noget centralt for vores eksistens.

IMG_8148webMind-map for the exhibition and design process (by Jenny Selldén & Matthias Borello), two-coloured silk print by Lena Hawkins.

IMG_8144web Will Owen: ‘Fort Pitt Buffet’

IMG_8150webExhibition view

IMG_8161web Walker Tufts: ‘The Other House’

IMG_8171webKerry Downey: ‘Where I end and You Begin: A beginners guide to listening’

P1110977webExhibition view (Kenneth A. Balfelt: ‘Enghave Minipark’)

P1110984webDouglas Paulson, Justin Rancourt & Chuck Yatsuk: ‘The Kidnapping’

 

 

Christian Danielewitz

In Medias Res

IMG_0000

A random box of negatives bought in Cairo in 2012.

Consider, for a moment, the somewhat confident attitude of what appears to be the head of an urban, bourgeois family. There he is, a modern man strolling down a street in Cairo, straight out of nowhere. And here he is, posing in the Court of Amenhotep III, among the ruins of the ancient world at the Temple of Luxor. There is something about him, his carefree spirit, which makes me wonder. Is this before or after the Egyptian revolution of 1952?

I reckon, the images must have been taken sometime in the course of the first years, following Eastman Kodak’s introduction of the WSG 2.S (White, Smooth, Glossy, 2 Single weight) photographic paper in 1947. One particular image shows the man, standing on a patio with a little girl. Is this his daughter? I wonder if the overthrow of the old monarchy coincided with this accidental double exposure, which seems to split his persona in two identical doppelgängers. Could it be, that these nebulous apparitions represent the time that was, and the time that is about to come, in one and the same image?

In any case, the implementation of Nasser’s socialist government eventually caused a chain of events: The Muslim Brotherhood was outlawed in 1954, only to return with a vengeance in 2012. The Suez Crisis and Israel’s invasion of Egypt, followed by Britain and France, happened in 1956. Egypt and Syria united in 1958, a transient, Pan-Arabic union that lasted only until 1961. And meanwhile, elsewhere, the revolution galvanized the crowds in Algeria, Tunisia and Iraq, to rebel against their pro-Western monarchies and the European colonial powers.

I wonder, if this man was aware of the ominous course of history, in the moment of exposure. Of the primeval force of time itself; the irresistible maelstrom that will, inevitably, drag us all down. Was he aware of the cycles of the tides, rising and falling, and of events, occurring and reoccurring?

Was he drowning?

IMG_0001

Or was he dead already?

IMG_0002

IMG_0003 IMG_0004 IMG_0005 IMG_0006 IMG_0007 IMG_0008

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Torben Ribe

Untitled (Torben Ribe Painting) by Lasse Schmidt Hansen

A painting on wood. A painted piece of wood. The paint (background) almost covers (some places/areas the wood shines through). Some areas the white doesn’t completely cover. so the wood underneath is visible. Making it visible.. (It is visible that it is on wood. ) the wood structure is visible.

structure of wood.
The sides are wood coloured.

On the background (white) are drawn or painted squares – square shapes. Mostly black, some red. Some are red. Some both red and black. In the lower right corner with pen or(crayon) (of a sort) a different tool. It looks like a different tool. The squares are set in a chequered pattern forming three sides of a cube (form)(cube like).

 

Some of the squares are distorted into other geometric shapes.

..

 

names of shapes.

the shapes. The red and black shapes are not fully filled out. The background is not completely covered. Sometimes, in some places the background is still visible. (and) Some of the red colour is smudged. A little. (there is) A fingerprint in one field. The black is more smudged. An area at/in the lower left. Throwing a sort of shadow. a shadow from the cube structure. (cubic)

in the lower left of the painting a shadow falls from the cube structure.

Loosely applied lines. Vague pencil lines. Visible on the white. (and)Something written with pen.

In the lower part.

Pen. Something written with pen. Writing in pen.

_

 

_

three sides of a cube (cubic structure)(cube like)

 

Wooden structure.

 

 

But some red.
/

 

Slightly smudged.
(there)
Non of the shapes are completely/fully filled out.

 

Painting   A white background painted on wood (covers)

 

a white background on wood …

(cubic structure casting a shadow )

 

painting

 

Painting on wood.

 

Roxana Bedrule & Anna Harsanyi

Anca-&-Arnold-project

Hot and Cold. Revolution in the Present Tense

A project of art in public space

13-14 December Cluj-Napoca / 16-19 December Timisoara, Romania

Hot and Cold. Revolution in the Present Tense is a series of performances and urban interventions that will consider how creative commentary on the 1989 Revolution in Romania can respond to present concerns about social participation and urban identity. While the events in this project spanning across two major Romanian cities, Cluj and Timisoara, are designed around the topic of the memory of the Revolution, their main focus is not on the events of the past per se, but rather seek to get a glimpse of the different social imaginaries in which these events acquire significance.

The three artistic teams who will contribute projects have been working on public space and with various local communities for a number of years, and they were invited in the Hot and Cold event for their distinct, yet complementary perspectives on how media, memory and public space converge to generate and shape subjectivities. In their previous projects, Anca Benera and Arnold Estefan focused on making visible the disproportionate relationships between individuals and bureaucratic organizations going global; h.arta have been addressing gender roles and how they are structured in society, while studioBASAR have been working at the interface of architecture, journalism, and intervention.

For Hot and Cold. Revolution in the Present Tense, each of the artists’ projects involves moving throughout the city, investigating how public space has been altered by the Revolution and by its multilayered memory. h.arta will walk around each city with banners marking locations of loss (closed schools, empty factories) and places of power (banks, corporate headquarters), shedding new light on the juxtaposition of positive and negative change. studioBASAR will build a cart with scale models of central squares, inviting passersby to consider the Revolution in the context of the public spaces where it happened, and contribute to a “memory bank” by recording their own stories about the Revolution. Anca Benera and Arnold Estefan will use technology to draw in the streets, marking their route with a GPS tracking device which records their movements on a map to write out the phrase “things to come.” Their movements and their route will be projected live for audiences to follow their path both in physical and virtual space.

Each of the projects by these three artist teams address issues of language and power, accessibility to public space, and digital technology – all of which have emerged as important topics of debate over the past 25 years. Moreover, working closely with artists to develop each individual contribution, it has become apparent there is a need to think about revolution beyond the precise parameters of local events, and more as a language that is spoken louder and wider. We might look at revolution today as one of the constitutive phenomena of urban life, spanning cultures and places. From the East towards the West and from the periphery towards the center of the cities, the language of revolution works to upset the geographies of power whose mechanisms we internalized, and sometimes this language becomes powerful enough to expose their transitory character.

In a general context where we witness a multiplication of ideas about revolution, what it is and what it does, the memory of the 1989 events in Romania is still publicly activated through the official idiom of commemoration. But what does the Romanian Revolution look like seen from the present, from the perspective of generations that have not witnessed it, but that nonetheless come to understand its language?

The project  is organized by Roxana Bedrule & Anna Harsanyi in partnership with the Simultan Association from Timisoara. The project takes place with the support of the Ratiu Foundation UK and with the generous contributions raised following a succesful Tilt campaign.

For more details about the event, visit http://caldlarece.net.

Roxana Bedrule and Anna Harsanyi, project curators

h.arta-project studioBASAR project