Paa Maal for Danmark

Jeg ved ikke, hvilken bog, jeg har læst flest gange. Men et godt bud er den danske målmand Eigil Nielsens beretning om sin fodboldkarriere, Paa Maal for Danmark.

Min udgave af Eigil Nielsens Paa Maal for Danmark.

Min udgave af Eigil Nielsens Paa Maal for Danmark.

Jeg fandt den som barn en gang i midten af 1980’erne blandt min fars gamle bøger i kælderen. Den var allerede slidt. Jeg kendte ikke Eigil Nielsen, men jeg kunne se på den forside, der nu helt er revet i stykker og faldet af, at bogen handlede om fodbold. Jeg bilder mig ind, at jeg har læst den ti gange. Det er nok færre. Den blander sig sikkert i erindringen med nogle af min fars andre gamle fodboldbøger.

Eigil Nielsen (forrest) debuterer på landsholdet i 1940 mod Sverige.

Eigil Nielsen (forrest) debuterer på landsholdet i 1940 mod Sverige.

Når jeg bladrer i bogen i dag, kan jeg straks huske de episoder, Eigil Nielsen fortæller om. Fra hans opvækst i Esbjerg til hans mange mesterskaber med KB og hans 28 landskampe, herunder kampene under OL i 1948, hvor landsholdet vandt bronze. Det var lang tid, før professionel fodbold blev tilladt i Danmark, men det var i disse år, at de første danske spillere blev fuldtidsprofessionelle i italienske og engelske klubber. Det læste jeg om i Karl Aage Hansen og Ivan Jensens Fra landsholdet til Italien.

Fig3_Hansen_Nielsen

Eigil Nielsen var en af Europas bedste målmand i 1940’erne. Han fik flere professionelle tilbud, blandt andet fra F.C. Barcelona, men han takkede nej. Han frygtede, at penge ville ødelægge hans glæde ved spillet. Eigil Nielsen ligner muligvis ikke Torben Ulrich på andre punkter, men her er de på linje: Sport er leg, glæde og skønhed. Det, der tæller, er øjeblikke, hvor en kombination, en redning, et mål løfter spillet ud over det sædvanlige. Derfor dvæler bogens kampreferater også ofte ved de øjeblikke, uanset om det er med- eller modspillere, der skaber dem. Som når jugoslaven Mitic står for følgende mirakuløse scoring i hans holds 5-1 sejr over Danmark:

Vukas driblede i fuld fart uden om Køppen og centrede skraat tilbage, hvor Mitic kom styrtende […] Han hopper i vejret, tager bolden med det ene laar og løfter den lige i vejret, alt sammen i fuld fart. Mens bolden er for opadgaaende, sætter han pandebrasken paa, saa bolden drøner i maal med en kraft, som om Gunnar Nordahl havde sparket den ind. Det varede lidt, inden jeg fik sundet mig. Men saa maatte jeg ogsaa klappe af denne næsten overmenneskelige præstation. Jeg havde aldrig set noget lignende: springet, laarsparket og headningen, alle tre ting udført i en brøkdel af et sekund i fuldt løb paa en modgaaende centring. Prøv det selv engang, bare under træningen

Jeg har aldrig set det mål. Men jeg har forestillet mig det, gennemspillet det for mit indre blik så mange gange som barn, at det er som et virkeligt minde nu, men løsrevet fra tid og rum, som om Mitics spring hævede hans krop og bolden op i et evigt nu. Det var detaljer som den, jeg læste bogen for. Jeg forstod ikke den historiske baggrund, kendte ikke de spillere og begivenheder, der blev refereret til og sprang altid over næstsidste kapitels kuriøse interview med ”Danmarks eneste idrætspræst”, Frederik Gaarn Larsen, under titlen ”Kan kristendom og idræt forenes?” (svaret er, med visse forbehold, ja: ”Jeg betragter altsaa den fulde optagethed af idrætten som en gave fra Gud, som vi derfor ogsaa bør sige ham tak for.”)

Johannes Paul II med en Select fodbold. Som dreng, længe før han blev valgt til pave, stod Karol Józef Wojtyła efter sigende ofte på mål i Wadowice.

Johannes Paul II med en Select fodbold. Som dreng, længe før han blev valgt til pave, stod Karol Józef Wojtyła efter sigende ofte på mål i Wadowice.

For mig var det de sublime detaljer, den spontane overførsel af kampenes afgørende øjeblikke til min fantasis teater, det handlede om. Jeg var ikke fan. Jeg havde kun en vag fornemmelse af og ingen interesse i, at Eigil Nielsen var et menneske af kød og blod, som jeg dengang kunne have opsøgt og hilst på.

Eigil Nielsen hilser på Kong Frederik IX.

Eigil Nielsen hilser på Kong Frederik IX.

Sådan havde jeg det for øvrigt også med stjernerne på min egen tids danske landshold, Mexico-holdet. Jeg husker, at jeg en dag fra bagsædet i bilen spurgte min mor, om spillerne levede i virkeligheden. Det forekom mig utroligt, at man kunne sidde i samme stue som Elkjær, at Laudrup eller Arnesen kunne gå hen ad vores fortov. De eksisterede ikke på den måde for mig. De befandt sig i samme verden som Eigil Nielsen og Mitic. Det ærgrede mig at få at vide, at den verden ikke var nogen anden end den, jeg kunne se ud af bagsædets vindue. Som om noget af magien forsvandt.

Eigil Nielsen svæver forgæves.

Eigil Nielsen svæver forgæves.

Jeg kan selvfølgelig ikke læse Paa Maal for Danmark på samme måde nu. Jeg morer mig over den bedagede fodboldjargon, hvor en bold bliver centret fra en centrehalfback til en innerwing, der piber den ind langs stolpen. Jeg trættes af morfarvittighederne og klichéerne om de varme lande. Jeg sammenligner undrende nutidens fodboldkultur med den uskyldige, respektfyldte tilgang til spil og modstandere dengang, hvor publikum i Parken anført af Ib Schønberg kunne synge:

Nu til sejren rask af sted

Hep, hep, bravo,

Hele Danmark kæmper med,

Hep, hep, bravo!

Eller – denne gang anført af en anonym ”mariner”, der overgik den professionelle entertainer med:

Hisa, husa, hejsa-sa,

Nu skal svensken ha’ da-da,

Hisa, husa, hejsa!

På bogens fotoopslag bemærker jeg nu de konkrete detaljer, der aftegner beretningens historiske rum; de uldne trøjer, målmændene bar, når det var koldt, de rummelige shorts, frisurerne og bolden syet af aflange læderstykker. Tiden, der lægger alle store øjeblikke bag sig. I 1947 grundlagde Eigil Nielsen firmaet Select og udviklede den første snøreløse fodbold med ventil. Siden opfandt han også den moderne fodbold med 32 felter. Han døde i 2000 kort før sin 82-års fødselsdag af et hjerteslag på KB’s baneanlæg.

Reklamer